Anne-Birthe

  • Alder:
  • 65 år
  • Bor:
  • I Malling, syd for Århus
  • Civilstatus:
  • Gift
  • Arbejdsliv:
  • Pensionist – tidligere leder og hjemmesygeplejerske.
  • Fritid:
  • Arbejder frivilligt et arkiv og på et museum, går til filosofi-undervisning og foredrag og har seks børnebørn og mange venner, der skal passes.
  • Hørelse:
  • CI på begge ører.
  • Taler i telefon med CI:
  • Ja
  • Drøm:
  • I dag gør jeg alt det jeg har lyst til igen.

”Tårerne trillede da jeg igen kunne høre stemmer”

Anne-Birthe havde et aktivt liv som hørende. Men både lederjobbet og det sociale liv blev gevaldigt udfordret, da hendes hørelse gradvist forsvandt over en 10-årig periode. I dag er hun 65 år, har haft CI i 15 år og kan igen gøre, hvad hun har lyst til.

”Til sidst brugte jeg al min energi på at eksistere – der var så mange ting, jeg gerne ville, men som jeg ikke kunne mere. Jeg havde simpelthen ikke energi til det, da hørelsen blev dårligere og dårligere. Jeg var ikke meget værd,” fortæller Anne-Birthe.

Anne-Birthes hørehistorie begyndte, da hun var 40 år. Her fik hun sine første høreapparater. Hørelsen var skredet ca. 30 db, og selvom de virkede fint, gik der ikke mere end fire år, før høretabet var skredet til det dobbelte.

”Det var her, jeg måtte opgive mit lederjob. Min hørelse var simpelthen blevet for dårlig til at sidde i en lederstilling, og hørelsen blev ved med at ændre sig i negativ retning,” fortæller Anne-Birthe, der endte i et flexjob som hjemmesygeplejerske få timer dagligt, da hun som 50-årig havde mistet mellem 90-100 dB af sin hørelse.

”Det var en kæmpe sorg at miste hørelsen. Jeg følte faktisk, jeg gik fra den ene krise til den anden. Hver gang jeg mistede noget mere af min hørelse, sørgede jeg over tabet. Hver gang mistede jeg også en del af mig selv,” fortæller Anne-Birthe.

”Sygehusene havde opgivet til sidst. Jeg havde de kraftigste høreapparater. Hele mit hjem var dækket ind med teleslynge, og der var blink på dørklokker, samtidig med at jeg lærte tegnstøttet kommunikation. Jeg var nået til et sted i mit liv, hvor jeg arbejdede få timer og sov minimum 12 timer i døgnet og var flad for energi resten af tiden. Det var så energikrævende at høre med så stort et høretab.”

På 10 år havde Anne-Birthe nærmest mistet sin hørelse totalt. Hun var nærmest døv. Hun var blevet god til at mundaflæse, bruge tegnstøttet kommunikation og skrivetolk, men hun var energiforladt.

CI kom på banen

Da Anne-Birthe som 50-årig igen bad om at få justeret høreapparaterne, kunne de ikke skrues højere op.

”Jeg fik at vide, at der var kommet noget der hed CI, og at de ville indstille mig til det. Det var stadig nyt dengang, men jeg tog imod det med kyshånd. Jeg havde jo intet at miste,” fortæller Anne-Birthe.

”Jeg havde absolut ingen bekymringer omkring operationen. Jeg er sygeplejerske, og det med bivirkninger fyldte slet ikke i forhold til det, jeg kunne vinde. Jeg gik nok ind i det uden forventninger og tænkte, at jeg havde alt at vinde og intet at tabe.”

Operationen gik godt, men eftervirkningerne var hårde for Anne-Birthe. Hun var meget svimmel den første uge, og svimmelheden gik først helt væk efter 14 dage.

”Jeg tror simpelthen den sad fast, fordi hele min krop havde det svært. Jeg havde ingen ressourcer til sidst inden operationen. Jeg var så slidt og energiforladt af høretabet,” fortæller Anne-Birthe.

Lyd og træning

Da Anne-Birthe får lyd på, er der gået ca. 4 uger fra operationen.

”Det var fantastisk, og jeg kunne høre stemmer med det samme. Jeg tudede simpelthen. Jeg kunne høre alle de stemmer, der var omkring mig. Det var helt overvældende. Tårerne trillede ned af mine kinder,” fortæller Anne-Birthe.

Men selvom stemmerne var tydelige, var der lang vej endnu. Der var masser af lyde, der lød anderledes, musik var uforståeligt og engelsk en by i Rusland.

”Jeg besluttede mig ret hurtigt for, at jeg ville have det maximale ud af CI´erne. Dengang jeg blev opereret, fik man kun tilbudt 1 times træning om ugen, så jeg besluttede mig for, at gå i gang 2 timer om dagen derhjemme. Jeg trænede og trænede. Lyde og musik,” fortæller Anne-Birthe.

”Det var svært med musikken. Den første gang jeg satte Simon & Garfunkel på, lød det kun som kratten. Jeg kunne intet høre af musikken de første 20 gange, jeg satte mig ned og hørte den samme plade. Men jeg blev ved. Og pludselig kunne jeg høre en melodi og så et instrument, og sådan blev det ved. Jeg kunne mærke, det gik fremad i takt med, at jeg trænede. I dag hører jeg faktisk kun klassisk musik og jazz.”

Efter en årrække fik Anne-Birthe tilbudt CI nummer to og takkede ja.

”Det største skridt var at få nummer et, fordi det var der, jeg oplevede, at jeg fik hørelsen igen. Men det var skønt at få nummer to. Alting blev ligesom nemmere. Jeg fik en bedre rumklang, stemmerne lød bedre, og det var fantastisk at få lyden ind fra alle sider.”

Min hørelse i dag

For Anne-Birthe var det en kæmpe lettelse at få sin hørelse igen, men der fulgte også en sorg med over alt det, hun kunne se tilbage på, at hun havde mistet de 10 år forinden.

”Det var hårdt at tænke på, hvor svært det havde været. Og samtidig helt vildt, at stå og kunne alt igen. Inden operationen kunne jeg hverken tale i telefon eller gå til foredrag. Jeg foretrak også, at være sammen med mennesker, som kunne bruge tegn, men i dag føler jeg mig ikke begrænset mere. Jeg rejser, går til foredrag og undervisning og taler i telefon. Jeg har faktisk glemt alle de tegn, jeg lærte dengang. Det eneste jeg undgår er danske film i biografen. Der er noget med lyden og baggrundsstøjen, der ikke virker for mig der,” fortæller Anne-Birthe, der synes omverdenen har taget godt imod hendes nye hørelse.

”Folk er positive og nysgerrige. Alle har bakket mig op hele vejen. Min familie har jo også set hvor stor betydning, det har haft for mit liv. Det var også hårdt for dem, da jeg ikke kunne høre.”

I dag lever Anne-Birthe helt naturligt med sine to CI´er. Hun hører alt det hun gerne vil, men hun mener også, at der er fordele ved at kunne tage hørelsen af:

Jeg nyder faktisk, at jeg har muligheden for at tage dem af, når jeg går i seng. Når jeg bliver fanget af urets tikken, lægger jeg dem væk og nyder stilheden.”

Anne-Birthes bedste råd til dig der måske skal have CI:

”Hvis man takker ja til en CI operation, er mit bedste råd at prioritere træning, træning og træning.  Jeg synes faktisk, at man har en forpligtelse til at arbejde for at få det bedste ud af det, når man får så dyrt udstyr ind i hovedet. Specielt hvis man har evnerne til at gøre en indsats.”

Det bedste ved at have fået CI:

”At jeg er kommet til at høre igen. Det er en gave. Man mangler så meget i sit liv, når man mister sin hørelse. Jeg har altid kunne høre, og så er det svært pludselig at stå uden den sans. Og så forsvandt min tinnitus med det samme efter operationen.”

Hvad kan jeg ikke?

”Der er ikke noget, jeg ikke kan i dag. Jeg synes det er svært at høre danske film i biografen, men det er det. Jeg ser dem helst tekstede. Men jeg går til foredrag og følger undervisning og har helt glemt de tegn jeg lærte, da jeg ikke kunne høre.”

Sjoveste anekdote:

”Da jeg fik CI, opdagede jeg faktisk, at jeg havde glemt, hvordan engelsk lød. Jeg kunne slet ikke afkode det eller huske det. Jeg kunne godt læse engelsk, men jeg havde glemt, hvordan det lød i virkeligheden. Det endte med, at jeg hørte en Simon & Garfunkel sang, hvor jeg havde downloadet teksten og så hørte jeg nummeret igen og igen mens jeg fulgte fingeren hen af teksten. I starten kunne jeg intet forstå, men det kom, fordi jeg blev ved og ved. Folk grinede lidt af mig, men det virkede.”