Anne Koch

  • Alder:
  • 47
  • Bor:
  • Borup
  • Civilstatus:
  • Gift og 3 tre børn
  • Arbejdsliv:
  • Folkeskolelærer
  • Fritid:
  • Spiller musik, læser bøger, rider og er næstformand i CI-foreningen
  • Hørelse:
  • CI på begge ører, tidligere normalthørende
  • Taler i telefon med CI:
  • Ja
  • Drøm:
  • Jeg vil ikke afvise, at jeg er færdig med at læse videre

Døv på to timer

Anne Koch var 38 år og normalthørende, da hun pludselig fik meningitis.

”Jeg mistede hørelse på to timer, da jeg blev syg af meningitis. Jeg blev indlagt og var ret syg og kunne pludselig intet høre. Fra det øjeblik følte jeg, at alt foregik hen over hovedet på mig,” fortæller Anne Koch, der i dag er 47 år. Da hun blev døv, var hun kun 38 år og havde to mindre børn.

”Det var meget mærkeligt. At gå fra et liv som hørende folkeskolelærer med en masse larm og så ende i total stilhed. Mine forældre måtte tale med lægerne, og jeg havde nogen gange en følelse af, at folk ikke lagde mærke til, at jeg var der. Stilheden omkring mig var meget uvant.”

Anne Koch spurgte dagligt, men fik aldrig svar på spørgsmålet: ”Kommer jeg til at høre igen?”

”Når jeg spurgte, gled lægerne af på det. Ingen ville rigtig svare. Det var først, da jeg kom til audiologisk afdeling på Gentofte efter nogle måneder, at de gav udtryk for, at det var meget usandsynligt, at min hørelse ville komme igen. Meningitis gør sådan at øresneglen kalker til,” fortæller Anne Koch.

Efter et intensivt og svært sygdomsforløb samt tre måneders indlæggelse, blev Anne Koch CI opereret på begge ører.

CI operation var en selvfølge

”Egentlig var CI operationen ikke et tilbud, jeg skulle tage stilling til – mere en konstatering af noget, der skulle ske. Jeg havde jo ikke noget alternativ. Jeg havde været vant til at være normalthørende og var pludseliglig helt døv. I min verden skulle jeg bare opereres så hurtigt som muligt, så jeg kunne komme tilbage til mit gamle liv. Jeg havde ikke rigtig nogen anelse om, hvad der ventede mig,” fortæller Anne Koch, der fik punkteret sit håb om det gamle liv meget tidligt i processen. En overlæge sagde henkastet, at hun ikke skulle regne med et arbejdsliv som lærer igen.

”Da han sagde det til mig, blev jeg faktisk vred. Hvad vidste han egentlig om, hvad jeg kunne komme til i fremtiden eller ej,” fastslår Anne Koch.

”Inden operationen gik det op for mig, at jeg på et tidspunkt havde set et tv-program om nogle børn, der havde fået CI. Dengang havde jeg tænkt, at jeg var glad for, det ikke var mine børn, og så stod jeg pludselig der selv. Det var mærkeligt.”

Selve operationen

”Jeg kan ikke mindes, at jeg var bange for at blive opereret med CI, men jeg var bange for narkosen. Tanken om ikke at vågne op igen var forfærdelig. Men jeg huskede hele tiden mig selv på, at det var nødvendigt. Jeg kunne jo ikke tale med mine børn på det tidspunkt. Operationen var helt nødvendig for mit liv,” fastslår Anne Koch.

Anne var dårlig efter operationen. Hun var hårdt medtaget, da hun vågnede og havde massive balanceproblemer. Hun fik at vide, at det var på grund af hendes voldsomme sygdomsforløb inden.

Og balanceproblemerne forsvandt også igen efter noget tid.

Hørte alt med det samme

Anne Koch fik lyd på det ene øre 14 dage efter operationen. Det var aftalt at lyden skulle på et af gangen.

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg var bange for, at det gjorde ondt, men det gjorde det jo ikke. Frygten handlede nok mest om, at det hele var ukendt. Jeg havde ikke den store tiltro til alle de fagpersoner, der fortalte, hvordan det ville være, for jeg tænkte, at de ikke havde prøvet det selv.”

Anne Koch kunne høre med det samme. Efter hun fik lyd på, gik hun ud af lokalet og ringede hjem til sine forældre i en mobiltelefon og fortalte, hvordan det var gået. Lyden var ikke som den plejede, men hun kunne genkende både sin mands og børns stemmer, selvom de lød anderledes.

”Egentlig var det værste, at jeg sagtens kunne huske, hvordan alting havde lydt før. Det gjorde lydoplevelsen endnu mere irriterende. Jeg ønskede så brændende, at alt ville lyde som før. Men det var først, da jeg fik lyd på det andet øre ugen efter, at jeg brød sammen over hvor hæslig lyden var. Det lød ganske forfærdeligt. Jeg var simpelthen bange for, at jeg skulle leve med så rædselsfuld en hørelse resten af mit liv.

Så i stedet for at være glad over, at jeg kunne høre igen, var jeg utrolig negativ. Nok en reaktion der kom ovenpå sygdomsforløbet i øvrigt. Og det faktum at jeg havde mistet min hørelse. Det var første gang jeg virkelig reagerede på det.”

Lyden ændrer sig

Der gik en måned inden Anne Koch syntes lyden var ok. Hun fik, at vide af sin talepædagog, at hun sandsynligvis ikke ville tænke over lyden om fem år.

”Der er stadig masser af situationer, hvor jeg bliver mindet om, at min hørelse ikke er som før. Og når jeg går i bad, er det uden lyd. Jeg kan også høre, at min mands stemme ikke lyder som tidligere.  Det er ikke sådan, at jeg bliver ked af det – det er bare en konstatering af at jeg ikke hører, som jeg gjorde engang.”

Genoptræning var der ikke meget af, for Anne hørte faktisk fint. Tiden med talepædagogen handlede mest om, at hun skulle vænne sig til sit nye liv. Hun havde svært ved at indrømme overfor andre, at hendes hørelse aldrig ville blive den samme, og at der derfor skulle tages hensyn. De snakke havde hun brug for hjælp til.

Nye livsvilkår

”Det, der har ændret sig mest i mit liv, er alle de ting, som er sværere at gøre i dag. Støj og høj musik er jeg ikke god til, så fester med mange mennesker duer ikke. Jeg er nødt til at tage forskellige forbehold. Enten går jeg efter middagen, sætter mig i tilstødende lokaler og taler med folk. Det kommer an på festen og tilhørsforholdet til værterne.

Det er heller ikke altid, jeg hører, hvad folk siger første gang, de siger det. Og så må jeg bede dem gentage det. Nogle gange flere gange. Det hader jeg, og jeg synes stadig, det er svært at gøre. Jeg tror, det handler om, at jeg føler mig udstillet. At jeg udleverer mig selv på noget meget privat. ( dette gælder dog kun for fremmede eller folk jeg ikke kender så godt)

Men jeg prøver at tage det positivt. Det er et livsvilkår for mig nu, at have en hørelse, der kræver andre hensyn og nye måder at agere på. Og ja der er ting, jeg ikke kan eller vælger ikke at ville. Men sådan er det jo også for mennesker med dårlig ryg eller andre skavanker, der opstår gennem livet,” forklarer Anne Koch.

Tilbage som lærer

Efter 3 år gjorde Anne Koch overlægens bemærkning om hendes fremtidige arbejdsliv skamfuld. Hun kom tilbage til et lærerjob, selvom vejen dertil ikke havde været nem.

”Jeg følte i lang tid, at jeg blev diskrimineret arbejdsmæssigt. Folk virkede skræmte over, at skulle ansætte en med dårlig hørelse. Jeg prøvede at komme ud på nogle skoler, men fik flere gange at vide, at de ikke troede jeg passede ind med de begrænsninger, jeg havde. Det var hårdt og kunne have taget modet fra mig, men jeg blev ved,” fortæller Anne Koch, der både var i arbejdsprøvning og praktik på en skole.

”Jeg endte med at tage ud på nogle skoler, hvor jeg tilbød dem at ansætte mig gratis i 6 måneder og derefter til almindelig løn.

Og det var der en skole, der sagde ja til. Arbejdet på skolen varede i to år. Jeg havde en specialklasse uden så mange børn, men jeg havde stadig et ønske om at komme ud i helt almindelige klasser som tidligere. Men skolen sagde nej, og så måtte jeg videre,” fortæller Anne Koch.

Hun ringede til en leder på en ny skole og bad skolen prøve hende af 3 måneder gratis i almindelige klasser. Lederen sagde ja.

”Det er den skole, jeg er på nu. Og det fungerer godt. Jeg er virkelig glad for at være lærer, og vi tilrettelægger tingene, så de passer til mig. Jeg underviser for eksempel ikke i idræt, da der er for meget larm.

I dag arbejder jeg 20 timer om ugen, da jeg endte med at sige ja til et fleksjob for mine børns skyld. Jeg havde brug for ikke at være helt bombet i hovedet, når jeg kom hjem. Det tager på kræfterne at have CI.

Det betyder alt for mig, at være tilbage i et lærerjob. Det er en del af mit liv, som jeg har tilbage fra dengang hvor jeg hørte normalt. Og på en eller anden måde blev det et succeskriterie for mig at vende tilbage,” fortæller Anne Koch, der også har taget en diplomuddannelse i pædagogisk matematik de senere år.

”Der er en masse ting, som er svære at gøre, og som jeg sagtens kunne gå udenom, fordi det er svært med min hørelse. Men jeg ønsker heller ikke at begrænse mig selv. Det må godt være svært. Det betyder ikke altid, at jeg skal lade være,” fastslår Anne Koch.

Et ændret mindset

”Der er en gave i alle kriser, og når jeg kigger tilbage på det hele, så har jeg klaret meget. Jeg startede med at være utrolig negativ, men på et tidspunkt valgte jeg, at det ikke kunne nytte noget at have ondt af mig selv. Og så ændrede jeg mindset. Jeg kan sagtens blive ramt af sorg over alt det, der skete, men jeg dyrker det ikke. Sket er sket.

Jeg er også blevet mere taknemmelig, for det jeg har. Jeg søger en anden mening med livet i dag end tidligere. I dag fokuserer på mine relationer, og det vi gør sammen. Jeg lever ikke et liv med fokus på, hvordan ting ser ud eller hvordan andre tænker. Og det er også en stor gave,” fastslår Anne Koch.

Det bedste ved at have fået CI:

  • Jeg har fået et normalt liv igen efter jeg blev døv af meningitis. Og så har jeg har lært meget om mig selv i den her proces. Jeg er i stand til at kæmpe nogen kampe, jeg slet ikke havde forestillet mig, jeg kunne kæmpe. Jeg har også lært ikke at nøjes med og lade mig begrænse af andre.  Det vigtigste er nok, at jeg har lært at sætte pris på de små ting i livet.

Hvad kan jeg ikke?

  • Når folk snakker imens fjernsynet kører
  • Holde stilheden ud, når jeg tager mine CI´er af.

Sjoveste anekdote:

  • Jeg får altid god opmærksomhed af ungerne derhjemme og på skolen, når jeg sætter en saks fast på hovedet.

Annes bedste råd til dig der måske skal have CI:

Du skal skabe dit eget liv med CI. Lad være med at sammenligne dig med andre og lade vær med at lade fagpersoner definere dig og sætte begrænsninger på forhånd. Vær klar til at kæmpe med alle dine ressourcer, hvis du vil nå et mål. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, og slet ikke hvis du giver op.