Maria Wichmann

  • Alder:
  • 30 år.
  • Bor:
  • Tåsinge.
  • Civilstatus:
  • Kæreste.
  • Arbejdsliv:
  • Audiologopæd, hørekonsulent.
  • Fritid:
  • Lille nedlagt landbrug, et par fjordheste, tre franske bulldogs, familie og venner.
  • Hørelse:
  • To CI´er.
  • Taler i telefon med CI:
  • Ja.

”Det har været irriterende problemfrit”

Maria Wichmann fik to CI´er som 23-årig og pludselig kunne hun høre dankort-teminaler der bippede, fugle der sang og bestik der klirrede.

”Når du spørger mig, hvad det har betydet at få CI, kan jeg kun sige: En verden til forskel. Intet mindre. Jeg hørte så dårligt tidligere, at jeg nærmest intet hørte og i dag hører jeg tilnærmelsesvis alt. Min historie er faktisk irriterende problemfri i forhold til at have fået en CI-operation. Alt har kørt på skinner. Jeg vænnede mig utroligt hurtigt til alle de nye og høje lyde, og hørte da også fra dag 1,” fortæller Maria Wichmann.

Hun er i dag 30 år og fik de to CI´er, da hun var 23 år. Efter CI operationen føles alting meget lettere. Men det har ikke altid været let, at høre som Maria.

”Jeg fik høreapparater, da jeg var 7 år. Det var min mor, der mistænke det; jeg skruede virkelig højt op for fjernsynet og i skolen blev jeg betragtet som fræk. Jeg hørte ikke efter, tænkte de. Men jeg kunne simpelthen ikke høre, hvad der foregik altid. Min mor fik selv konstateret et høretab, da hun var 42 år, så vi formoder det er arveligt,” fortæller Maria Wichmann.

”I starten var det et mindre høretab, men det gik ned af bakke igennem årene. Jeg kom igennem en helt normal folkeskoletid uden at bruge de hjælpemidler jeg fik tildelt. Dernæst tog jeg en højere handelseksamen og læste efterfølgende finansøkonomi. Og her gik det for alvor gik ned af bakke. Jeg hørte ikke særlig godt.” Her blev der tilkoblet et FM system, som var en stor hjælp i undervisningen.

Tanker om CI

I 2008 var der en hørekonsulent, der luftede tanken om CI, fordi Maria hørte så dårligt.

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte: ”Nej tak, jeg skal ikke ligne en idiot. Jeg syntes CI så alt for mærkeligt ud. Det var jo mine egne fordomme, jeg blev konfronteret med, og på det tidspunkt var jeg simpelthen ikke klar til at tage den beslutning.”

To år efter opsøgte Maria Wichmann mere viden om sit høretab på den audiologiske afdeling. Hun var nysgerrig på prognosen fremadrettet.

”Jeg kan huske, jeg talte med overlægen, der fortalte, at mine hårceller var helt ødelagte. Jeg havde fået lavet en høreprøve, der viste et enormt dårligt resultat, og jeg havde kun havde en skelneevne på henholdsvis 8 % og 12 % på mine ører. Overlægen var ikke i tvivl – hvis det var ham, der skulle vælge, var det CI. Og på en eller anden måde gjorde det bare forskellen. At han som autoritet ikke var i tvivl,” fortæller Maria Wichmann, der fastslår, at de to år nok også havde modnet hendes egne tanker.

”Jeg er nok meget autoritetstro, og tænkte dengang, at hvis han siger CI, så er det det, jeg gør. Jeg havde gået hos overlægen i mange år og kendte ham godt. Og jeg var ikke i tvivl om det skulle være et eller to. Jeg kunne ligeså godt få det overstået med to på en gang. Jeg kom på daværende tidspunkt i en rigtig god netværksgruppe med nogle fantastiske mennesker, der ligesom jeg selv havde høretab. At drøfte det med dem gav også en tro på, at det var den rigtige beslutning.”

Operation på begge ører

Maria Wichmann blev opereret med to CI´er i 2010. Hun var hverken nervøs eller i tvivl mere.

”Da jeg blev forberedt til operation, og de barberede mit hår af, tænkte jeg lige et kort sekund; holy moses, hvad er det jeg har sagt ja til. Men jeg valgte igen at holde fast i, at de professionelle vidste bedst.”

Maria Wichmann blev opereret torsdag morgen og blev udskrevet igen lørdag morgen. En fra hendes netværksgruppe som studerede audiologopædi på daværende tidspunkt, var inde og se operationen.

”Det var lidt specielt, da René fra min netværksgruppe, som havde overværet operationen, kom og fortalte om det. Han syntes det var virkelig spændende, men jeg havde faktisk ikke brug for at høre, hvordan det gik til – og det har jeg stadig ikke. Nogle ting skal man leve lykkeligt uden at kende til i detaljer.”

Tiden uden lyd

Efter operationen skulle Maria vente 4 uger på at få tilkoblet lyd, mens sårene helede, og den tid havde hun set frem til med gru. Ingen lyd overhovedet.

”Jeg regnede med at skulle kommunikere med folk ved at skrive på en blok. Min søster havde fødselsdag 14 dage efter operationen, og jeg tænkte, det ville blive lidt hårdt. Men jeg fik knap nok brug for blok og kuglepen. Alt var som det plejede at være. Det var lige der, det gik op for mig, HVOR dårligt jeg havde hørt før operationen. Jeg havde jo tilnærmelsesvis intet hørt tidligere – alt var nærmest mundaflæsning. Så jeg oplevede ikke den store forskel fra før operationen. Det var virkelig syret. Og en stor erkendelse.”

Lyd på – en stor succes

Maria fik lyd på i starten af november 2010, og hun kunne høre lyde med det samme.

”Jeg havde regnet med, at jeg ville høre Anders And stemmer og larm, men det gjorde jeg ikke. Jeg fik først lyd på højre øre. Det var ikke noget specielt. Jeg kunne høre, hvad de snakkede om. Så fik jeg lyd på venstre øre, og så kunne jeg genkende min fars stemme med det samme. Og da vi tog ned og spiste i bistroen i Føtex på vejen hjem, kunne jeg høre når folk rodede med bestik i plastikbakkerne på 25 meters afstand.

Da jeg trak jeg ud i toilettet første gang efter tilslutningen fik jeg et chok. Det lød som om jeg stod ved siden af verdens højeste vandfald. Jeg vidste godt, at der var ”lyd på” når man trak ud i toilettet, men at få koblet de nye elektriske lyde sammen med bestemte situationer og elementer gav nogle overraskelser,” siger Maria Wichmann, der er meget bevidst om, at hendes udbytte kom meget hurtigt.

”Der gik 14 dage, så havde jeg vænnet mig ret godt til det nye lydbillede. Jeg kunne høre fuglene synge, jeg kunne høre radio i bilen og faktisk også forstå noget af det. Jeg fandt ud af, at dankort-terminalen bipper, når man glemmer sit kort, at stegepanden syder og at det bipper i lyskrydsene for at hjælpe blinde sikkert over. Jeg hørte en masse lyde som de fleste vil betragte som ubetydelige, men for mig var de fantastiske.

Jeg var også i stand til at tale i telefon ret hurtigt. Det havde været svært inden. Der talte jeg udelukkende med min far og min søster til sidst, og det var med mange gentagelser og ofte ret kompliceret,’’ fortæller Maria Wichmann.

Ny hørelse, ny uddannelse, nyt liv

Hvis folk spørger, hvordan Maria hører i dag, så svarer hun: ”Meget normalt – jeg kan ikke sætte fingeren på noget der lyder forkert eller anderledes.”

Tre måneder efter lydtilslutningen søgte Maria Wichmann et job som ejendomsmægler trainee. De ringede hende op og havde en lang telefonsamtale.

”Jeg fik at vide, at de gerne ville se mig til samtale, fordi jeg var så godt til at tale og kommunikere i telefon. Det var ret vildt. Der havde jeg kun haft CI i tre måneder.”

Maria fik dog ikke jobbet og kom på helt nye tanker. Hun ville læse audiologopædi på Universitetet. Og i dag arbejder hun som kommunal hørekonsulent.

”Hele mit liv har jeg ønsket, at dem, der sad på den anden side af bordet og skulle hjælpe mig også forstod mig. Sådan rigtigt. At de vidste, hvad det betød, når jeg sagde det var svært at høre eller at lyden var sådan og sådan. Før jeg fik CI havde jeg aldrig skænket en universitetsuddannelse en tanke. Efter jeg fik CI gik det op for mig, at jeg kunne blive den person, på den anden side af bordet. De der forstod. Jeg tror, at det giver noget selv at have været dér, og ikke kun have læst om det i forbindelse med en uddannelse.”

Marias råd til dig der måske skal have CI:

Lad være med at tænke alt for meget over tingene inden. Jeg nåede ikke at tænke så meget, og det er jeg faktisk glad for. Jeg valgte at stole på de professionelle omkring mig. Det gav en form for ro, at jeg ikke skulle tage stilling til alt for mange ting selv.

At få et CI er en stor samfundsmæssig beslutning, og det koster en del penge. Jeg tænkte helt grundlæggende, at jeg ikke ville få det tilbudt, hvis ikke de professionelle mente, det ville være bedre for mig.

Jeg synes, det er et spring, der er værd at tage. Det er en adgangsvej til mange flere ting. Og typisk aner man ikke, hvor meget man går glip af, før man får CI. Det er synd. Jeg anede heller ikke selv, hvor meget jeg faktisk ikke kunne høre,” siger Maria.

Det bedste ved at have fået CI:

Det er svært at sige. Det hele. Jeg priser mig lykkelig over at kunne høre fuglene kvidre og at jeg kan snakke i telefon. CI har været en åbning ind i livet igen. En adgangsbillet til ting, jeg ikke havde kunne i lang tid. Og så det, at jeg selv kan bestemme, om jeg vil være hørende eller døv i forskellige situationer. Om natten er det meget praktisk for eksempel. Men det er også vigtigt at sige, at jeg ikke er superkvinde. Der er selvfølgelig ting, der er svære.

Hvad kan jeg ikke?

Baggrundsstøj er min værste fjende. Det vil altid være svært, når der er støj, og jeg tror ikke, jeg kommer til at nyde en stor koncert nogensinde. Og selskaber med 8-10 personer og op, volder mig stadig problemer og vil nok altid gøre det.  Jeg kan godt høre musik, men har været lang tid om at nå dertil, hvor jeg har gidet at bruge tid på det – det er kommet, fordi jeg har lyttet til det på mange lange køreture til og fra arbejde.