Preben Szkopek

  • Alder:
  • 69 år
  • Bor:
  • Ribe
  • Civilstatus:
  • Gift
  • Arbejdsliv:
  • Pensioneret, tidligere el-montør i 37 år
  • Fritid:
  • Spiller golf, arbejder i haven, rejser med venner og dyrker det sociale liv og mine børnebørn og familie
  • Hørelse:
  • CI på begge ører
  • Taler i telefon med CI:
  • Ja

”Jeg var den sidste, der indså, hvor dårligt jeg hørte”

Der gik 10-12 år fra Preben Szkopek oplevede problemer med hørelsen, til han fik sit første cochlear implantat. Mange dagligdagstegn viste, at det gik ned af bakke med hørelsen, men selve erkendelsen tog tid. I dag er han lige blevet opereret med CI nummer to.

”Jeg havde ikke selv indset, at jeg var ved at blive døv, men det vidste dem omkring mig godt. Jeg kan huske den dag, hvor jeg indså, at der var noget helt galt. Min kone sad og så fjernsyn, da jeg kom hjem, og jeg undrede mig over, at hun ikke havde lyd på. Jeg skruede op, så jeg selv kunne høre det. Det nye fjernsyn havde digitale tal, der viste, at jeg skulle op på 30 før jeg kunne høre det. Der gik det op for mig, at jeg simpelthen ikke hørte det samme som andre gjorde” fortæller Preben Szkopek, der i dag er 69 år og har levet det meste af sit liv som normalthørende.

”Min familie havde løbende sagt noget, og jeg vidste det måske godt, men jeg var den sidste til at indrømme og erkende fuldt ud, at jeg ikke hørte så godt. Og jeg tror, det er en meget typisk reaktion,” fortæller Preben.

Han fik først høreapparater, der sad indeni øret, men efter noget tid måtte han gå over til kraftigere høreapparater udenpå øret.

”Jeg skulle hele tiden have noget, der var kraftigere og kraftigere, og til sidst kunne selv de kraftigste høreapparater ikke trække mere. Selvom jeg havde høreapparaterne på, var det svært at høre, hvad folk sagde. Det betød faktisk, at jeg mistede lysten til at kommunikere med andre og begyndte at trække mig mere og mere fra sociale ting. Jeg blev ret asocial,” fortæller Preben.

”Jeg følte mig udenfor hele tiden. Trak mig mere og mere ind i mig selv og ville ikke med til nogen arrangementer, og hvis jeg var med, sad jeg alene i et hjørne. Jeg var ikke nogen magnet for andre mennesker, og jeg opsøgte heller ikke andre selv. På et tidspunkt sagde min kone: ”Det her duer altså ikke mere – vi er nødt til at gøre noget.”

Preben og hans kone henvendte sig til høreklinikken og pressede på for en løsning. Her blev Preben henvist til undersøgelser i forhold til cochlear implant.

Rejsen mod CI

”Høreklinikken kontaktede Odense sygehus, og jeg kom til nogle samtaler og undersøgelser. Jeg var lynhurtigt omringet af et professionelt team, der gav mig en masse informationer. Jeg hørte intet på det højre øre på det tidspunkt, så jeg takkede ja til operationen. Jeg var ikke i tvivl. Jeg stolede som udgangspunkt på de professionelle, der sagde det var en god mulighed for mig,” fortæller Preben.

I 2017 fik Preben sit første CI på højre øre, og i starten af 2019 fik han lyd på CI nummer to.

”Selvfølgelig syntes jeg ikke det var fedt, at de skulle ind i mit hoved første gang. Men det var ikke noget, der bekymrede mig, og jeg overvejede aldrig at sige nej af den grund. Jeg gik ind i forløbet og vidste også, at jeg hele tiden kunne melde fra, hvis jeg fortrød. Det er vigtigt at huske på, at man jo kan bestemme lige indtil, man ligger på operationsbordet og er bedøvet. Der er intet at miste ved at sige ja og gå frem mod det. Jeg synes i virkeligheden min utryghed forsvandt, da jeg tog beslutningen om at blive opereret.

Jeg var så heldig, at der kørte en række tv-programmer der hed ”Ud af stilheden” før jeg skulle opereres. Der fulgte man forskellige mennesker, der fik CI. De udsendelser åd jeg råt. Det var godt at se, fordi det tog nogle af bekymringerne væk.”

Operationen gik fint, og Preben var hurtigt på benene. Han betragter operationen som en god oplevelse med meget opmærksomme og professionelle mennesker omkring ham.

Verdens lyde kommer igen

”Da jeg fik tilkoblet lyd på første gang, fik jeg et lille dyk nedad. Stemmerne lød forfærdeligt. Det var robotstemmer, og jeg måtte spørge, om det virkelig var sådan, det skulle lyde. Jeg var ikke skuffet, men mere bekymret for om lydene nogensinde ville komme til at lyde normalt,” fortæller Preben og pointerer, at det er svært ikke at have forventninger, men at det kan være farligt.

”Man får jo ikke den hørelse igen, man kender lige med det samme. Til gengæld gik der ikke mere en 3-4 måneder, før lydene igen var genkendelige menneskestemmer. I dag hører jeg rigtig godt og kan mange af de ting, som jeg ikke kunne lige før jeg blev opereret.

Jeg kan sidde i et rum og følge med i samtaler igen. Tidligere var jeg helt hægtet af. Men jeg er stadig udfordret. Hvis der er mange mennesker samlet i samme rum, bliver jeg hurtigt træt. Jeg skal virkelig koncentrere mig i visse situationer. Jeg har ikke fået min gamle gode hørelse 100% igen.”

Træning er afgørende

En af de ting Preben ved er, at træningen har været afgørende for hans resultat. Og det har taget tid at træne og gennemgå alle de øvelser, som han løbende har fået med hjem fra de professionelle.

”Jeg knoklede og øvede og knoklede. Det var faktisk hårdt, og det var jo ikke hele tiden jeg oplevede fremgang. Min kone var en uvurderlig støtte i den periode. Når jeg dykkede, holdt hun fast. Vi har trænet sammen, og hendes ihærdighed har i den grad smittet af på mig. Uden min kone og hendes iver for projektet var jeg aldrig kommet så godt ud af stilheden. Det ville have været nemt at give op, hvis jeg ikke havde haft hende,” fortæller Preben.

I dag går Preben til træning hos en hørekonsulent i Esbjerg, der slutter om et par måneder. Herefter skal han gå til kontrol på Hørecenter OUH. Men selvom der bliver længere imellem besøgene hos de professionelle, bliver træningen ikke lagt på hylden.

”Jeg træner jævnligt med min kone. Og det tror jeg vi kommer til at gøre resten af livet. Der er hele tiden noget, jeg kan blive bedre til. Jeg laver hele tiden nye mål, som jeg gerne vil nå – lige nu er det for eksempel vigtigt, at jeg øver mig i at blive bedre til at tale i telefon.”

Livet på den anden side

”Jeg har grundlæggende fået et nyt liv. Fra at føle mig isoleret og langt væk fra mennesker omkring mig er jeg igen en del af et fællesskab, og fællesskabet har fået mig tilbage. Familie, børnebørn og venner føles tæt på igen. Tidligere satte mine børnebørn sig ikke hos mig mere, fordi jeg ikke kunne høre, men det gør de igen. Følelsen af at være asocial er væk, og det betyder utrolig meget,” fortæller Preben.

Han har fået mange spørgsmål fra omgangskredsen: Hvorfor han ikke sagde noget, da det begyndte at gå op for ham, at han ikke kunne høre?

”Mine golfvenner forstår ikke helt, hvorfor jeg ikke sagde noget. Hvorfor jeg gik så meget med det alene og trak mig ind i mig selv. Og det ved jeg faktisk ikke helt. Men man vil jo ikke være en belastning for andre vel? På den anden side kan jeg godt se i dag, at folk jo ikke kan tage hensyn og tage hånd om én, hvis de ikke ved, hvad der foregår.

I dag er jeg meget åben omkring mit høretab. Jeg lægger aldrig skjul på, at jeg bruger CI, og derfor er hørehæmmet. Det er noget af det første, jeg fortæller folk. Det er en god måde for mig at starte nye bekendtskaber op på. De ved, hvem jeg er, og hvorfor jeg måske nogen gange skal have gentaget tingene. Og jeg har altid kun oplevet positive tilkendegivelser på det,” fortæller Preben.

Hvad er dit råd til andre som overvejer en operation?

”Jeg synes, du skal sige ja, hvis du får det anbefalet af professionelle. Men du skal være klar over, at der er mange udfordringer løbende, og du skal arbejde for at komme i mål. Du får ikke noget forærende – du skal selv gøre en kæmpe indsats. Det synes jeg, at du skal vurdere om du er klar til. Men er dit mål at komme tilbage til livet og få en god livskvalitet som hørehæmmet, er det her en fantastisk mulighed.”

Det bedste ved at have fået CI:

”Jeg er kommet tilbage til livet. Til de mennesker jeg holder af.”

Hvad kan jeg ikke?

”Jeg føler ikke, at der er noget, jeg ikke kan. Men det er lidt besværligt at gå i svømmehallen eller i vandet, da jeg skal have beskyttelse på omkring CI´erne.”

Hvad er svært ved at have CI?

”For mig handler det svære mest om de praktiske ting. Al den teknik jeg får udleveret og skal finde rundt i. Fjernbetjening, opladning og andre tekniske ting. Det er ting jeg skal lære, og som gør hverdagen lidt mere besværlig. Når jeg bliver for irriteret, tænker jeg, at det havde nok været endnu værre, hvis jeg havde siddet ovre i et hjørne uden at kunne høre og tale med andre. Teknik i hverdagen er et vilkår, jeg skal lære at leve med.”