Signe Daugaard

  • Bor:
  • På Østerbro
  • Civilstatus:
  • Bor med sin kæreste
  • Arbejdsliv:
  • Selvstændig med egen virksomhed: Great Minority indenfor tv og produktion
  • Fritid:
  • Træning og det sociale liv
  • Hørelse:
  • Har CI på begge ører
  • Taler i telefon med CI:
  • Ja, men det kan være svært med engelske samtaler
  • Drøm:
  • At min virksomhed bliver stor og laver fede projekter omkring minoriteter

”Jeg vil gøre en forskel for andre”

Livet var svært, da Signe Hartvig Daugaard var 15 år. Den dårlige hørelse begrænsede hendes liv. I dag ejer Signe TV- og produktionsselskabet Great Minority, der formidler historier om minoriteter i samfundet. Hun fik CI som 16- årig og deltog som 24-årig i TV2 programmet BS og outsiderne, hvor 10 personer med forskellige handicap skulle hjælpe hinanden tusindvis af kilometer gennem Afrika. Signe var den døve pige med to CI.

”Mediebranchen kan være hård at være i, når man hører dårligt. Alting går stærkt, og det er ikke altid, der bliver taget de store hensyn. Men jeg elsker, det jeg laver, og jeg oplever, at når jeg er åben om mit handicap fra starten, skaber det stor tillid hos mine kunder og mine medvirkende – en stor styrke når det handler om at formidle historier og følelser,” fortæller Signe Hartvig Daugaard, der har skabt sig et arbejdsliv, hvor hun bruger sit handicap til at nå tættere på folk og i dybden med historierne. For Signe ønsker at gøre en forskel.

Signe Hartvig Daugaard er 30 år og har CI på begge ører. Hendes liv indeholder alt, hvad hun drømmer om i dag. Kæreste, bolig, spændende karriere, drømme og et godt socialt liv. Men sådan var det ikke, før Signe Daugaard fik CI.

Nægtede at gå med høreapparater

”Jeg havde en normal hørelse som helt lille, men min mor undrede sig over, at jeg begyndte at få fejl i min udtale, da jeg blev ca. 4 år. Der var ikke nogen pædagoger, der anså det som et problem, men hun insisterede på en høreprøve. Den viste også et høretab, og jeg fik mine første høreapparater som 4-årig,” fortæller Signe Hartvig Daugaard.

Høreapparaterne var ikke en succes. Signe nægtede at have dem på, og de lå i skuffen, indtil hun kom i skole. Til de årlige høreprøver blev hørelsen dårlige og dårligere, så både lærere og forældre insisterede på, at Signe skulle bruge høreapparaterne i skolen.

”Jeg lyttede ikke til folk. Jeg fik ondt i hovedet af at have dem på og slukkede dem bare. Jeg var rimelig egenrådig og nægtede at have noget med mit høretab at gøre,” fortæller Signe Hartvig Daugaard.

Men høretabet blev værre og værre og da Signe blev 11-12 år gammel, var hun nærmest døv.

”Det var en sindssyg hård tid. Jeg mundaflæste alt og hang i med neglene i alt, hvad jeg lavede. Jeg kunne ikke være social, jeg kunne ikke lave diktat, og jeg kunne pludselig ikke høre mikroovnen – alle de kendte lyde forsvandt. Fra jeg var 12 til 16 år føltes alt som et nederlag. Hverdagen var svær, og jeg mistede fuldstændig kontakten til andre og mig selv. Jeg var så ked af det. Det hele væltede rundt indeni,” fortæller Signe Daugaard og betragter perioden som den sværeste i hendes liv.

”Jeg gik på en masse skoler. Jeg var for god til en handikapklasse men for dårligt fungerende i en normal skole, så hvor skulle de placere mig? Det er svært, når man bare ikke passer ind. Jeg havnede på en produktionsskole på et grafisk værksted, men jeg husker det som en øv-tid. Jeg følte mig alene og var ikke det sted i livet, jeg gerne ville være. Jeg var så tynget sorg indeni, som var svær at sætte ord på.”

Første CI – som at være på bodega

Som 16-årig fik Signe Daugaard sit første CI, selvom lægerne var i tvivl om, hun var psykisk stærk nok til træningen og efterforløbet.

”Jeg var kørt ned på det tidspunkt, men mine forældre mente, at der var nødt til at ske noget for, at jeg kunne komme ovenpå, så de kæmpede for at jeg skulle i den retning. Jeg var ikke imod, men heller ikke ellevild. Jeg var mest bare træt af alting på det tidspunkt,” fortæller Signe Hartvig Daugaard.

”Operationen gik godt, men jeg var medtaget. Jeg havde det som om, jeg havde været på bodega i 48 timer. Det hele sejlede, og jeg var glad for gelændre, for jeg væltede fra side til side. Jeg husker det som et hårdt efterløb, men i dag har jeg glemt det – sådan er det, når gevinsten er så stor. Så er det det, man husker og fokuserer på efterfølgende.”

Et nyt liv begynder

Da Signe fik lyd på, følte hun meget hurtigt, at hun blev lukket ind i verden igen.

”Jeg tænkte bare: NU starter livet for alvor. Jeg var så klar til at komme ud i verden og være med igen. Jeg hørte meget musik og søgte i det hele taget rigtig meget i lyd. Jeg kan godt huske, at avispapir og sølvpapir var ubehagelige lyde, men det jeg tænker tilbage på i dag er, at jeg blev lukket ind i verden igen. At det var rart at være i en verden med lyd,” fortæller Signe Hartvig Daugaard.

Signe tog 9. kasse og 10. klasse og en social og sundhedshjælperuddannelse. Men hun begyndte også langsomt at få nye og større drømme for fremtiden.

”Min ambitioner var et helt andet sted. Før jeg fik CI håbede jeg bare på at kunne få en basisuddannelse, men da jeg pludselig kunne høre igen steg mine ambitioner. Jeg havde så mange spørgsmål og blev så videbegærlig, fordi jeg pludselig kunne kommunikere med folk. Min omgangskreds var ved at blive skør af alle de spørgsmål, jeg stillede hele tiden. Så jeg besluttede at læse videre.”

Da Signe blev 19 år fik hun CI nummer to.

”Jeg havde rigtig godt udbytte af det første CI, så det var faktisk lidt svært at få nummer to, for det var ikke samme oplevelse. Jeg blev hurtigt overstimuleret med to på, og det gør jeg stadig. I mange år har jeg skiftet mellem at have højre og venstre på. Et ad gangen. Men jeg øver mig i at have to på.

Når jeg kigger på forskellen mellem at være høreapparatsbruger og CI bruger, er forskellen enorm. Jeg kunne jo virkelig ikke høre til sidst. Jeg var en helt anden Signe, end jeg er i dag,” fortæller Signe Hartvig Daugaard.

Alligevel er der stor forskel på, hvilken identitet hun har.

”Når jeg er på en arbejdsplads, hvor det går stærkt, kan jeg føle mig sat af. Men i hverdagen og blandt venner og familie, tænker jeg ikke over det mere. Det afhænger meget af konteksten, jeg er i, hvordan jeg føler mig.”

Vejen til at hjælpe andre

For Signe Hartvig Daugaard blev rejsen fra livet med høreapparater til livet med CI også begyndelsen til at ville hjælpe andre.

”Jeg havde haft det så svært og havde det pludselig rigtig godt. Det gav mig et overskud til at være noget for andre. Jeg blev frivillig i både Høreforeningen og på børnehørekurser, og da jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i TV-programmet BS og Outsiderne i 2013, var jeg ikke i tvivl. Min motivation var at være et forbillede for unge mennesker, der engang havde stået ligesom mig – ude af sig selv.”

Programmet på TV2 handlede om 10 mennesker med forskellige fysiske handicaps, der skulle hjælpe hinanden tusindvis af kilometer gennem Afrika med BS Christiansen på sidelinjen. På det tidspunkt var Signe Daugaard 24 år.

”Jeg synes generelt, vi mangler indsigt i mennesker med funktionsnedsættelser. De mangler simpelthen i mediebilledet, og det betyder, at alle de børn og unge der har et handicap, ikke har nogle at spejle sig i, når de kigger i medierne. Programmet med BS Christiansen gav en fantastisk indsigt i den verden, og det var der, det gik op for mig, at TV-mediet er stærkt, når man vil formidle følelser og forskelligheder,” fortæller Signe Hartvig Daugaard.

Signe Hartvig Daugaard havde slet ikke overvejet mediebranchen som en karrieremulighed, men hendes medvirken i programmet gjorde, at hun pludselig kiggede i den retning. Hun tog en uddannelse og har i dag startet sin egen virksomhed; Great Minority, hvor hun laver historier på video og tv om mennesker og minoriteter i samfundet.

”Mit høretab gør, at folk åbner hurtigere op. Jeg starter altid med at sige til mine kunder, at jeg hører dårligere end andre. Det, at jeg tør være sårbar og vise, hvem jeg er, gør at andre også selv får den evne og det mod. Jeg giver af mig selv fra starten. Mit høretab har på mange måder givet mig en ballast og et mod, som jeg bruger konstruktivt i dag.

For år tilbage fik jeg også lavet sidecut hos frisøren (at barbere al sit hår af i den ene side. red.), fordi jeg havde brug for at statuere mit høretab.

I dag er jeg bare Signe – og jeg har et høretab. Mine udfordringer er med mig, selvom jeg slet ikke tænker over det altid. Førhen flygtede jeg fra det. I dag er mit høretab mere en praktisk ting, som jeg håndterer i dagligdagen. Men der er ingen tvivl om, at jeg aldrig kunne aldrig havde haft det liv, jeg har i dag, hvis jeg ikke havde fået CI.”

Signes råd til andre med høretab:
”Du skal ikke gemme dig, og du kan ikke gemme dig. Det er vigtigt, at du når dertil, hvor du gør dig selv cool, som du er. Gør dit handicap attraktivt – stå ved det. Har du høreapparater, så er det sådan, det er. Har du CI, så er det sådan det er. Find din vej. Mærk efter, hvad der er rigtigt for dig. Og lad være at være styret af dit høretab. For mig var CI det rigtige – det var adgangsbilletten til et liv med mange flere ambitioner.”

3 skarpe:

Det bedste ved at have fået CI:
”Det er, at mit sociale er kommet igen. Jeg føler, at jeg er med igen.”

Hvad kan jeg ikke?
”Jeg kan ikke høre engelsk gennem telefonen, og det er svært at se engelske film uden danske undertekster.”

Det tænker jeg:
”Det at få CI kan nok sammenlignes med en fødsel. Det med at noget er hårdt, men det blegner så snart man er igennem, fordi gevinsten eller gaven er så stor. Man glemmer operationen, og man glemmer de ting, der var hårde lige efter. Det man får, er så fantastisk.”